Angst

Adfærd

Der kan være mange forskellige grunde til, at en kat kan blive angst. Her får du nogle råd til, hvordan du kan hjælpe din kat, hvis den bliver bange uden påviselig grund.

Mange katte kan have problemer med at tackle forandringer i deres tilværelse. Måske er der kommet et barn eller et andet dyr i hjemmet, måske har katten oplevet noget voldsomt, eller du er flyttet et fremmed sted hen. Du kan forebygge meget ved at sørge for, at der bliver taget hensyn til katten. Her er nogle eksempler på situationer, der kan gøre katte angste.

Angst pga. flytning

Holde katten i et tomt, aflåst rum – med bakke, mad og soveplads, mens der bliver rumsteret rundt. Dette sikrer også, at katten ikke flygter i panik. Det nye sted sætter du atter katten i et tomt rum med bakke, mad og soveplads. Når der er kommet ro over tingene, det værste er blevet flyttet rundt, og katten virker tryg, kan katten introduceres for hjemmet – et rum ad gangen.

Har du overtaget en kat, der har været i et hjem før, er det vigtigt at introducere den langsomt for alle de nye omgivelser. Se mere under Har du lige fået kat.

Angst for det nye dyr i hjemmet

Har du anskaffet dig en kat eller killing til din kat, kan det resultere i angst. Det skyldes, at katten pludselig skal dele sit territorium med en artsfælle, den ikke kender. Det er derfor meget vigtigt, at du vælger en kat, der passer sammen med den kat, du har i forvejen mht. alder og sind. Læs mere om at sammenføre to katte under Katte og andre dyr. Det er en god idé at anskaffe den nye kat fra et internat, hvor man kan aflevere katten tilbage, hvis det ikke fungerer.

Din kat kan også blive angst for andre dyr – f.eks. en voksen hund eller en hvalp. Læs mere under Katte og andre dyr.

Angst for håndtering

Nogle katte bliver angste, når man fikserer dem. De får med andre ord en angstreaktion, hvis man holder dem fast, hvilket kan umuliggøre f.eks. at behandle med piller. Du kan vænne din kat til at blive håndteret ved at lægge et håndklæde omkring den og holde roligt om den. Når den begynder at slappe mere af, kan du vænne den til at blive rørt på poterne, ørerne, etc.

Angst for børn

En ny baby i hjemmet er en stor mundfuld for de fleste katte. Høje lyde, et højt tempo og ting, der pludselig ryger på gulvet, kan gøre selv den mest robuste kat usikker. Start med at tage f.eks. et tæppe med hjem fra hospitalet, så katten kan vænne sig til babyens lugt. Efter barnet er kommet hjem, lader du katten snuse til babyen, mens du snakker beroligende til katten. Lad katten være med, mens du ammer barnet. Hvis katten vil ligge i vuggen, skyldes det ikke, at den har intentioner om at tage kvælertag på babyen. Den kan bare godt lide varmen og lugten. Kan du ikke lide dette, kan du købe et net til at lægge over vuggen.

Du bør altid lære dine børn at respektere dyr. Katten skal have fred, når den spiser, sover og går på bakken. Aftal et sted hvor katten har ”helle”, dvs. kan være i fred. Mange anskaffer sig en kat, mens børnene er små, og det kan godt resultere i nogle ubehagelige oplevelser for katten. Derfor er det alfa og omega for kattens velbefindende, at den kan trække sig, når dens grænse er nået.

Har du en kat, der kun kommer frem, når dine små børn er lagt i seng, er der ikke meget at gøre ved det. Du kan selvfølgelig prøve med Feliway, men katten forbinder nok ubehaget med børnene. Mange har katte, som er trygge, rolige og kælne, så længe børnene ikke er der. Det vil muligvis ændre sig, når børnene er blevet ældre.

Angst for fyrværkeri

Nytårsaften kan være kilde til angst hos mange katte. Har du en kat, som er meget bange for fyrværkeri, bør du nok overveje at blive hjemme. Det kan også virke beroligende for katten at have et sted, hvor den kan gemme sig. F.eks. kan du lade døren til klædeskabet være åben, så den kan ligge derinde. Træk gardinerne/persiennerne for og lad radioen eller fjernsynet være tændt. Suppler eventuelt med Zylkene som er et naturprodukt, der har en beroligende virkning på mange katte.

Angst for transport

Den bedste forebyggelse mod angst for transport er at vænne katten til at komme i transportkasse og blive taget med på køre- og gåture så tidligt i livet som muligt. Hvis katten er bange, bør du altid lægge et tæppe over transportkassen og sørge for, at den har fastet, så den ikke kaster op.

Tag hensyn – skab tillid!

Nogle katte er angste af natur. Dette kan skyldes, at de er taget for tidligt fra deres mor og søskende og/eller ikke har været nok i hænder, da de var små killinger. Sådanne katte er ikke ordentligt socialiserede og vil have forskellige adfærdsproblemer, f.eks. angst. Katten kan også blive angst efter en traumatisk hændelse, f.eks. at sidde fanget i en mørk skakt i tre døgn.

Det er vigtigt, at den angste kat ikke har mulighed for at gemme sig. Nogle gange kan det være nødvendigt at holde den på et begrænset område et stykke tid for ikke at stresse den. Luk af for sprækker hvor katten kan krybe i skjul. Hvis den kan gemme sig, vil verden omkring den blive ved med at virke farlig. Til gengæld skal det respekteres, når katten vil være i fred. Lad den komme til dig. Du bør sørge for, at den angste kat kan komme op i højden. Det giver selvtillid. Sæt f.eks. nogle hylder op, den kan kravle op på.

Det anbefales ikke at give katte beroligende piller, da det ofte har den modsatte effekt. Katten kan ikke forstå, hvad der sker med dens krop og bliver derfor stresset. Derimod kan du give din kat baldrianrod eller -dråber, Feliway, AnxiCalm og Zylkene. Læs mere om disse produkter på producenternes hjemmesider.

Kilde: Inges kattehjem