Katteinfluenza er en samlet betegnelse for luftvejsinfektion forårsaget af virus.
Calicivirus og Felin Herpesvirus er årsagen til 90 % af tilfælde med katteinfluenza.
Bordetella bronchiseptica, Chlamydophila felis,
Mycoplasme m.fl. står for de resterende 10 %.

SMITSOMME VIRA

Calicivirus og Herpesvirus er begge meget smitsomme og spredes ved tæt kontakt via dråber, enten fra syge katte eller katte der bærer virussen uden at udvise symptomer. Smitten kan også foregå via genstande og mennesker, der har været i kontakt med syge dyr.
Unge katte, stressede katte eller katte med et dårligt immunforsvar er mest udsatte for smitte.
Smittepresset er ofte størst steder, hvor flere katte befinder sig tæt.
Smittede katte forbliver ofte bærere af infektionen efter de er blevet klinisk raske.
Dette bærerstadie kan vare alt fra et par uger til år.

TEGN PÅ KATTEINFLUENZA

Typiske symptomer er feber, ned stemthed, flåd fra øjne og næse (der enten er klart eller gulligt), nys / hoste, røde øjne og flåd fra øjnene, savl, manglende appetit, dehydrering.
Derudover kan calicivirus også forårsage sår i mundhulen, på næsen og give halt hed, ofte på flere ben på skift.
Der er desuden en sammenhæng imellem calicivirus og kronisk mundhulebetændelse.
Herpesvirus kan udover luftvejssymptomerne også give sår på hornhinden i øjet.

Katteinfluenza kan udvikle sig til lungebetændelse og i mere alvorlige tilfælde akutte blødninger og død.
Sidstnævnte er heldigvis meget sjældent og oftest ses kun milde forkølelsessymptomer, men grad og varighed af symptomerne kan variere og afhænger af kattens immunforsvar, samt hvilken type virus og variant af virus, der er årsagen til sygdom.
Symptomerne starter 2-10 dage efter katten er blevet smittet.

HVORDAN STILLES DIAGNOSEN?

Diagnosen ”katteinfluenza” stilles i de fleste tilfælde ud fra kattens symptomer.
Det kan være svært at skelne imellem de forskellige vira, der kan være årsag til katteinfluenza, dog mistænkes calicivirus oftest når der er sår i mundhulen.
Det er sjældent nødvendigt at skelne imellem dem, da behandlingen er den samme.
Hvis der dog ønskes en eksakt diagnose f.eks. i tilfælde af et større kattehold, ved mistanke om en rask smittebærer eller ved et kompliceret sygdomsforløb, kan der tages en svaberprøve fra kattens slimhinder i øjnene, munden eller næsen som sendes til et laboratorie.

BEHANDLING

Der findes ingen egentlig behandling af katteinfluenza, kun støttende behandling af kattens helbred.
Kattens immunforsvar skal selv bekæmpe virussen.
Da katteinfluenza kan ”gøre plads” til bakterier, som kan forværre sygdommen, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at give antibiotika.
I tilfælde af sår i mundhulen kan der gives smertestillende medicin.
Det er vigtigt at katten i det akutte forløb får tilstrækkelig mængde næring og væske.
Hvis katten er hårdt medtaget og dehydreret kan det være nødvendigt med indlæggelse og væske terapi og i nogle tilfælde tvangsfodring.
Indtørret flåd bør fjernes fra næsen.
Øjnene bør ligeledes holdes rene og flåd herfra fjernes.
Det kan være en fordel at placere katten i et badeværelse med damp (fx i forbindelse med ejers bad) til at afhjælpe tilstoppede næsebor.
I de fleste tilfælde kommer katten sig fuldstændigt ovenpå det akutte forløb.
Katteinfluenza kan dog hos enkelte katte give kroniske forløb.
Bliver katten syg igen er der ofte tale om gensmitte, men hos en minoritet kan virussen gemme sig i nervesystemet og blusse op, når katten f.eks. udsættes for noget stressende.

FOREBYGGELSE AF KATTEINFLUENZA

Den bedste måde at forebygge er ved at undgå kontakt med smittede katte, samt styrke kattens immunforsvar mod virussen ved at vaccinere katten.
Der findes en vaccine imod herpes- og calicivirus, som er er en del af standardvaccinen katten får hos dyrlægen.
Killinger i alderen 3-6 måneder er i stor risiko for smitte.
Efterhånden som beskyttelsen fra råmælken rinder ud, hvilket sker omkring 10-12 ugers alderen, og indtil beskyttelsen fra vaccinen virker, vil de være specielt modtagelige for smitte.
Denne periode kaldes det ”immunologiske tomrum”.
Ved udbrud af smitte kan evt. tidlig vaccination komme på tale hos raske individer for at forsøge at opnå en tidligere beskyttelse, men vaccinen virker ikke optimalt hos så unge individer.
Vaccination kan mildne sygdomsforløbet, men forhindrer ikke infektionen.
Vaccinen kan gives fra 8. leveuge.
Killingen skal revaccineres 3-4 uger efter den 1. vaccine for at få et tilstrækkeligt, beskyttende niveau af antistoffer.
Herefter gives vaccinen årligt for katte, der møder andre katte (udekatte, katte der passes i pension) og hvert 3. år for katte, der aldrig har kontakt til andre katte.