Kattesyge
Sygdom
Kattesyge kan være en dødelig sygdom for din kat, hvis den ikke er vaccineret. Før i tiden, da katte ikke blev vaccineret imod kattesyge, var det en af de hyppigste dødsårsager blandt killinger og ungkatte.
Smitte
Sygdommen angriber primært kattens mavetarmkanaler og er meget smitsom, hvorfor en smittet kat bør isoleres. Sygdommen kan overføres ved direkte kontakt med en smittet kat, men også indirekte gennem urin, afføring, opkast, savl og slim fra en smittet kat. Er en kat blevet smittet med kattesyge, går der ca. 2-9 dage før sygdommen kommer i udbrud.
Symptomer
Virussygdommen kendetegnes ved følgende symptomer:
- Diarré
- Opkastning
- Feber
- Appetitløshed
- Nedstemthed
Behandling
Den bedste måde at forebygge mod kattesyge er gennem vaccination. Der findes ikke en egentlig behandling mod selve sygdommen, hvorfor et behandlingsforløb koncentrerer sig om selve symptomerne. Det vil sige genoprettelse af væskebalancen, stoppende midler mod diarré og eventuelt antibiotika mod andre bakterieinfektioner. Behandlingen er kun effektiv, hvis den indledes i de tidlige stadier af sygdommen.