Fodring

Trivsel

Spisemønstre

Der er individuelle forskelle på kattes spisemønstre. Nogle katte kan selv administrere skålen med tørfoder, hvorfor det kun er nødvendigt at fylde den op, hvis den er tom.

Andre katte spiser enten for meget eller for lidt, hvis de selv får lov at vælge, og så er det nødvendigt at dosere maden. Læs på foderet hvor mange gram din kat skal have dagligt afhængig af vægt. Husk at det ikke er nok at fodre to gange om dagen, hvis du selv doserer mængden. 3-5 gange er passende for en kat, der fra naturens hånd spiser små måltider i løbet af en dag.

Vådfoder er godt til katte, der ikke drikker nok vand

De fleste katte har kun behov for at spise tørfoder, men det kan være nødvendigt at give vådfoder, hvis man har mistanke om, at katten ikke drikker nok vand. Tal med din dyrlæge.

Mange synes, det er hyggeligt at give katten vådfoder, selvom det ikke er nødvendigt. I så fald skal man huske, at vådfoderet skal indgå i planlægningen af det daglige kalorieindtag, så katten bevarer en sund vægt.

Lad katten kæmpe for sin mad

En foderbold eller et aktivitetslegetøj, hvor katten skal kæmpe for at få maden ud, er et godt alternativ til den almindelige madskål. Bolden eller legetøjet fyldes med tørfoder, hvorefter katten selv skal finde ud af, hvordan den får fat i foderet, f.eks. ved at skubbe, gribe fast eller slikke for at få fat i foderet

Derved bliver katten både mentalt og fysisk stimuleret. Husk dog at fjerne foderskålen, da katten ellers vil vælge den nemme løsning.

Vand er vigtig

Frisk vand skal altid være frit tilgængeligt. Hav flere vandskåle så en væltet skål ikke er lig med en tørstig kat. Drikker katten ikke nok vand, kan årsagen være vandskålen. Katte bryder sig ikke om, at deres knurhår rører kanten. En flad, bred skål kan derfor være løsningen.

En del katte foretrækker at drikke rindende vand. Dette behov opfylder en vandfontæne til fulde som ligefrem kan virke opfordrende så katten drikker mere. En vandfontæne til katte kan købes i forskellige varianter hos dyrehandlere.

Fodertyper

Foder findes i forskellige varianter afhængig af køn, alder, race og livsstil, ligesom der findes foder til neutraliserede katte, inde katte, katte med særlige behov som f.eks. en sart fordøjelse, foderallergi, slankefoder og meget andet. Spørg din dyrlæge eller dyrehandler hvilken slags foder du bør vælge. Det er vigtigt, at du giver din kat det rigtige foder, da katten ellers kan komme til at mangle næringsstoffer eller ende med at blive for tyk.

Du kan købe foder i supermarkedet, hos dyrlægen, dyrehandleren samt andre steder.

Fordele ved foder fra professionelle forhandlere som dyrlæger og dyreforhandlere:

  • Foderet er ofte af en højere kvalitet
  • Foderet er ofte underlagt en højere kontrol
  • Foderet fokuser på din kats situation og behov
  • Foderet er sammensat så din kat ikke kommer til at mangle næringsstoffer
  • Du får professionel rådgivning af forhandleren så du får det rigtige foder med hjem
  • Ofte tilbyder foderfabrikanten smagsgaranti, hvor du kan levere produktet tilbage og få dine penge igen, hvis din kat ikke vil spise foderet. Undersøg eventuelt dette ved din forhandler. Dog vil de fleste katte acceptere et nyt foder, hvis det introduceres over en periode på 5-10 dage, og langsomt iblandes den hidtidige variant.
  • På længere sigt kan du ofte spare penge på dyrlægeregninger, da foderet kan forebygge vise sygdomme

Fordele ved foder fra supermarkedet:

  • Det er billigt
  • Det er lettilgængeligt
  • Der er mange smagsvarianter til den kræsne kat

Foder fra de professionelle serier koster typisk mere, men de få kroner du giver mere, er godt givet ud, da katten optager foderet bedre og derfor spiser mindre af det.

Du kan se om din kat trives med det foder du har valgt ved det årlige dyrlægeeftersyn, hvor kattens generelle sundhedstilstand vurderet. En kat, som trives med sit foder, vil have en tæt, blank pels, klare øjne, en normal vægt og regelmæssig, fast afføring.

Kilde: Inges kattehjem